Sagnene om Guppyisland

Sagnet om Guppyislands skabelse er gået fra mund til mund gennem mange generationer og således er der opstået flere forskellige versioner. Der findes to versioner: den gamle og den nye. Her har vi både det nye og det gamle sagn, det nye har vi fra de admine og det gamle fra en hjemmeside der gemmer gamle hjemmesider. Vi ledte efter det i årevis før vi fandt det for ingen havde det, hverken guppygirlsene eller de admine. :( Men så fandt vi det jo endelig på Internet Archive: Wayback Machine. :D

Bonusinfo til til realistiske (marker): I virkeligheden er sagnene skrevet af Cecilie Eken; hun har skrevet mange børnebøger. ^^ Her kan du se nogle af dem: http://www.litteratursiden.dk/forfattere/cecilie-eken

Den nye version

For mange år siden trak havet sig tilbage, og bakkerne og søerne blev skabt. Alt lå øde og goldt hen, indtil Soluna, solens og månens datter en dag vandrede over landet. Hun plantede træer og blomster, kaldte dyr, fugle og insekter frem og vækkede tanke og tale hos dem. I lang tid dvælede hun i Skoven, som hun havde skabt, og glædede sig over sit værk, og da det blev tid for hende at drage videre, skabte hun fire væsner til at passe på sin levende verden: Niara og Neol, træernes og planternes beskyttere, og Kerana og Krestol, vogtere af dyr, fugle og fisk. Hun gav disse fire væsner magiske evner og sagde til afsked:
”Jeg overlader denne verden til jer, pas godt på den. Selv vender jeg først tilbage, når slutningen nærmer sig, og det bliver tid at gøre det skabte ugjort igen.”
I mange år herskede fred og harmoni i Skoven, hvor Niara, Neol, Kerana og Krestol passede på alt. Men en morgen kom Krestol vandrende over Blomsterbakken ned mod Den Blå Sø. Han søgte sin mage Kerana, der plejede at svømme i søen på dette tidspunkt, men han kunne ikke se hende noget sted. I stedet fik han øje på Niara, der sad på en flad sten nær bredden i færd med at vaske sit gyldne hår. Krestol standsede og stirrede. Med ét slog det ham, at Niara var langt smukkere og dejligere end hans egen mage, Kerana med de skrå katteøjne.
Og fra det øjeblik ændrede alt sig, for Krestol gik hen og greb fat om Niara. Han trak hende ind til sig og svor, at hun skulle blive hans. Niara mødte hans blik og svarede: ”Nej, aldrig, Krestol. Jeg vil hellere dø.” Hun vred sig ud af hans favntag og flygtede op af bakken. I det samme kom Neol gående, og hun kastede sig i hans arme.
Krestol så dem sammen, og han fyldtes af et ubændigt raseri. Med opbyggelsen af alle sine stærke magiske evner forvandlede han Niara og Neol til to træer med gylden bark. De stod dér stumme og stivnede på toppen af Blomsterbakken med grenene tæt sammenflettede. Og Krestol lo, da han så det: For selvom Niara nu aldrig blev hans, vidste han, at hun heller aldrig ville blive Neols igen.
I det samme hørte han søens vand bevæge sig. Op af de blå bølger steg hans egen mage Kerana. Hun havde tårer i øjnene, men hendes stemme var hård:
”Du er den stærkeste af os, Krestol, og dette kan min magi ikke ændre. Men for din gerning skal du være evigt forbandet. Alt lys, alt levende vil fremover sky dig. Du skal bo alene i mørket.”
Ved disse ord blev Krestol grebet af vild rædsel. Først da forstod han, hvad han havde gjort, og han skælvede ved tanken om, hvad Soluna ville gøre, hvis hun nogensinde vendte tilbage og opdagede hans forbrydelse. Ude af sig selv flygtede han langt ind i Skoven og gemte sig på en ø i en mørk og mudret sø. Og Keranas forbandelse gik i opfyldelse: Lyset og det levende træk sig væk fra Krestol. Et evigt tusmørke lå over hans ø, og få væsner ville have noget med ham at gøre. Kun i ly af natten vovede han at forlade sit skjulested.
Kerana selv vandrede hvileløst om, ensom og bedrøvet. Hun sørgede over Niara og Neol, men mest af alt sørgede hun over sin mage, Krestol. Kun når hun dykkede ned til de spraglede fisk og smukke vandplanter på Den Blå Søs bund, fandt hun trøst.
Imens stod de to gyldne træer på Blomsterbakken og blev badet i solens og månens skær. En dejlig forårsmorgen sprang de skønneste blomster ud på begge træer. En krage gav Krestol besked, og samme nat sneg han sig hen til bakken for selv at se efter. Og ganske rigtigt: De to træer stod sammenflettede i en sky af regnbuefarvede blomster, deres pollen fyldte luften.
Det raseri, der nu vågnede i Krestol, forvandlede ham: Hans hud blev sort, hans negle lange og skarpe, hans tænder spidse og hans ryg krum. Uden at tøve kastede han sig mod de to træer, flåede dem begge op med rode og trak dem fra hinanden. Hylende og snerrende slæbte han dem ved rødderne tilbage til sin ø. Han knækkede hver eneste gren af, ødelagde hver eneste blomst. Og de to stammer gjorde han til søjler i den bolig, han byggede til sig selv.
Næste morgen så Kerana, at træerne var væk, og forstod, hvad der var sket. Hun begav sig til Krestols del af Skoven, og der på bredden af Den Sorte Sø udtalte hun en mægtig besværgelse, der kunne holde Krestol fanget på sin ø uden mulighed for at slippe væk. Da dette var gjort, vandrede hun udmattet tilbage til Blomsterbakken. Her mødte hende et forunderligt syn: Alle skovens mus kom slæbende med små frø, som var drysset fra det mindste af de gyldne træer, da det blev slæbt gennem skoven. Musene havde samlet hvert eneste et og bragte dem til Kerana.
Da Kerana så det, kyssede hun hver eneste lille mus og sagde:
”Dette er Neol og Niaras børn, men også jeres, for I var deres redning i nattemørket. Nu planter jeg dem i jorden her på bakken, som det sidste jeg gør, inden jeg trækker mig tilbage fra denne verden, der ikke giver mig andet end smerte og uovervindelige sorg.”
Hun plantede alle de små frø og velsignede dem, og omkring hele Skoven lagde hun en magisk mur, for hun vidste, at verden udenfor ville forandre sig. Denne sidste besværgelse kostede Kerana næsten alle hendes kræfter, men hun følte, at hun havde gjort det eneste, der var at gøre for hende.
”Ingen kan trænge herind uden at blive påvirket af min magi. Kun de, der har godt i sinde og kan tage sig af Neol og Niaras børn, ville få lov til at komme forbi,” forklarede hun musene, inden hun tog dykkede ned i Den Blå Sø. Intet væsen i Skoven så hende igen, kun fiskene i søen ved, hvor hun befinder sig nu.
Efter dette gik tiden uforstyrret i Skoven, mens verden udenfor forvandlede sig til den, vi kender i dag. Uden vogterne holdt de fleste dyr og træer efterhånden op med at tænke og tale og blev som dyr og træer alle andre steder i vores verden. Området omkring Den Sorte Sø forblev mørkt og dystert, og det sted holdt alt levende sig helst borte fra.
På Blomsterbakken var der i mange år to store huller, der viste, hvor de gyldne træer havde stået. Men også de forsvandt langsomt. Til gengæld var der noget andet, der voksede: Nogle små grønne spirer, der groede og blev til en mængde smukke planter med blomsterknopper i mange farver og faconer. Ingen af blomsterknopperne foldede sig nogensinde ud, for tiden var ikke inde.
Så en sommerdag for ikke så længe siden kom to piger vandrende gennem Skoven. De var veninder og havde været ude at gå en tur i den lokale park, da de pludselig havde opdaget en ny sti mellem træerne. Ingen andre end de to havde nogensinde bemærket den, men nu fulgte de den uden at tøve, som om noget trak i dem. Pigerne kom til Keranas magiske mur, og fordi de var særlige, fik de lov til at passere den. Som de første menneskebørn trådte de ind i Skoven, men de var ikke længere helt sig selv: Keranas magi havde ændret dem og gjort dem klar til den verden, der mødte dem.
De to piger fandt uden besvær vej til Blomsterbakken og mellem alle de smukke planter styrede de direkte mod hver sin bestemte plante. Idet de rørte blomsterknoppen åbnede den sig, og et lille, levende væsen kom til syne. Ingen af pigerne havde set sådan et væsen før, og de valgte at kalde dem Guppyer. De nyfødte væsner havde brug for omsorg og hjælp for at klare sig i Skoven, men heldigvis var de også kloge og lærenemme. Fra den dag kom pigerne ofte tilbage til Skoven for at lege og passe deres Guppyer, og snart dukkede andre menneskebørn også op i Skoven og vækkede nye Guppyer.

Den gamle version

Den gamle version stammer fra det gamle GL og i lang tid lykkedes os det ikke at finde den. Men nu har vi fundet den så her kommer den! :D

Det fortælles at Månens datter, Soluna, i Tidernes begyndelse skabte en ø – det er den samme ø som nu kendes som ”GuppyIsland”. Da Soluna havde skabt øen, så hun at der manglede noget. Derfor tog hun et klippestykke og formede en dreng. Hun blæste liv ind kroppen og Krestol var født. Derefter tog hun et græsstrå og formede endnu en dreng, blæste liv i den – det var Neol.
I starten levede de to brødre side om side i harmoni. Krestol arbejdede hårdt - han modellerede bogstavelig talt øen, skabte bjerge, dale og søer. Neol arbejdede også hårdt … hver gang Krestol havde skabt et bjerg, dækkede han det med buske og træer. I dalene plantede han blomster. På søerne plantede han åkander og siv.
Hver aften gik Krestol op på det højeste sted på øen og beundrede sit værk. Og hver aften kunne han herfra se Neol sidde ved sine blomster og synge for dem. Krestol forstod det ikke.

Krestol spurgte sin bror, hvorfor han sang. Neol svarede at det vidste han ikke – det føltes bare rigtigt.
Og som tiden gik begyndte Krestol at blive mere og mere irriteret på sin bror – hver gang han havde skabt noget, så kom Neol straks og dækkede det hele til. Neol sagde, at uden hans planter ville GuppyIsland være en grå stenklump. Krestol var ikke enig. Og så snakkede de ikke mere om det.
Faktisk snakkede de overhovedet ikke med hinanden mere, men arbejdet skred frem og GuppyIsland fremstod mere og mere komplet. Da Soluna vendte tilbage var hun tilfreds med det hun så.
Men Soluna synes stadig der manglede noget – liv. Hun tog et enkelt hår fra sit hoved og formede den smukke Kerana. Kerana skulle være moderen til livet på GuppyIsland. Soluna fortalte Kerana at hun skulle vælge en af de to brødre til at være faderen til børnene på GuppyIsland.
Kerana kunne ikke bestemme sig – de to brødre var for forskellige. Derfor gav hun dem en opgave.
Den, der kunne skabe den stærkeste ting skulle være hendes børns far.
Krestol smilede sejrssikkert – selvfølgelig ville han vinde konkurrencen. Han skar en rende i den hårde jord fra den store indsø til udsigtsklippen syd på. Vandet fossede ud i renden, og en flod løb fra indsøen, ud over klippen og vandfaldet ”Krestols Styrke” var skabt.
Kerana blev meget imponeret og var parat til at erklære Krestol for vinderen, men Neol skulle dog lige have chancen.
Neol borede et hul i jorden ved flodbredden, puttede et enkelt frø ned i hullet og dækkede det til. Så satte han sig på hug ved det og begyndte at synge. Krestol begyndte at grine, men så brød en spire op gennem jordskorpen og slangede sig over floden. Spiren voksede og voksede til den fuldstændigt blokerede for vandet og stoppede vandfaldet.
Neol havde skabt den stærkeste ting og Kerana erklærede Neol som vinder. Krestol var rasende – han flåede spiren op med rode og han forlangte en chance mere. Da Neol ikke satte sig i mod, accepterede Kerana og hun stillede dem en ny opgave.
Den, der kunne skabe den smukkeste ting ville vinde.
Denne gange ville Krestol være sikker på sejren, så han forlangte, at Neol skulle starte denne gang.
Neol indvilgede. Han spredte en håndfuld frø ud over et stort stykke jord. Men før han kunne nå at synge, skubbede Krestol ham til side.
Krestol tog syv kæmpe klippestykker og knuste dem til det fineste sand. Sandet spredte han i et tykt lag over den jord, hvor Neol havde spredt frøene. Da Krestol var færdig havde han skabt den smukkeste ørken man kan forestille sig
Vinden sang vemodigt når den blæste igennem – det er den ørken vi i dag kender som ”Song of Krestol”.
Igen var Kerana parat til erklære Krestol som vinder; men da Neol satte sig ned og begyndte at synge, var det som om Ørkenen begyndte at leve. Overalt blev sandet gennembrudt af kæmpe kaktusplanter. Og på hver kaktusplante sprang en blomst ud – den smukkeste blomst man kunne forstille sig.
Kerana var åndeløs, da hun så blomsterne – at noget så skrøbeligt kunne være så smukt.
Kerana kårede endnu engang Neol som vinder, og Krestol var ved at eksplodere af vrede – han havde klart lavet det smukkeste og Neol havde endnu en gang snydt, mente han. Han forlangte en sidste chance.
Kerana gav efter og stillede dem en ny opgave.
Den, der skabte det uendelige skulle blive hendes børns far.
Denne gang var Krestol helt sikker på sejren. Han opmønstrede al sin energi og skabte en gigantisk bjergkæde, ”Jaws of Krestol” – bjergkæden kunne stå til tidernes ende. Kerana så det også, men da hun kiggede nærmere så hun små blomsterspirer, der voksede op der hvor de andre blomster var visnet. Dette, sagde hun, er uendeligheden – livets cyklus er evig.
Kerana erklærede Neol som den endelig vinder. Nu blev Krestol så vred, at han brød et klippestykke fra bjergkæden og smed det i hovedet på Neol.
Neol var død på stedet. Da Krestol så hvad han havde gjort blev han overvældet af skam og sorg. Han flygtede ind i GuppyIslands dybeste sumpe og ingen har hørt fra ham siden.
Kerana begravede Neols krop under hans elskede blomster. Hun græd over ham og hendes tårer gennemvædede jorden. Hun græd i 100 dage og nætter.
Så lavede hun et tæppe som hun lagde over GuppyIsland, så ingen kunne se øen. Herefter gik hun ned i den blå sø og lagde sig til at sove.
Men på Neols grav skete noget forunderligt – 100 blomsterskud brød op gennem jorden. De blomstrede ikke - det var næsten som om de ventede på noget.

Tusinder år senere…
To piger er på ferie på en lille ø sammen med deres forældre. De voksne har travlt med at slappe af og afstresse, så pigerne leger for sig. Nede på stranden finder de en gammel robåd, som de kravler ombord i. I timevis leger de at de sejler ude på havet. Solen bager ned fra en skyfri himmel og pigerne bliver trætte. De falder i søvn i båden.
Solen går ned og Månen står op. Tidevandet kommer ind og trækker båden ud på havet. Da pigerne vågner næste morgen er der intet land at se.
Pigerne burde være bange, men det er som om der er nogen, der tager sig af dem – det er som om båden bliver styret af en usynlig hånd. Og den sejler meget hurtigt, næsten som om den bliver skubbet.
Pludselig, ud af det rene ingenting, dukker der er en ø op.
Båden lander blødt på stranden. De to piger stiger af båden og begiver sig ind på øen.
Der er noget underligt ved øen – den er tilsyneladende øde, men alligevel er det som om pigerne ikke er alene; og øen virker … venlig?
Pigerne bevæger sig længere ind på øen, og snart finder de et bjerg, der er helt dækket af blomster. Det pudsige er at der ikke er nogen af blomsterne, der er sprunget ud; men hver og én af blomsterne ser ud som om de er lige ved at springe ud. Nu sker der noget endnu mere forunderligt.
Med ét materialiserer en høj, bleg kvinde sig foran de to piger. ”Jeg er Kerana”, siger kvinden, ”Jeg har ventet på jer i længere tid end I kan forestille jer”
Med en stor cirkelbevægelse peger Kerana på blomsterne.
“I må begge vælge jer en blomst”, siger hun. ”Når I har valgt jer en blomst, skal I blot røre den.”
De to piger vælger hver en blomst og rører nænsomt ved den.
Først er det som om der intet er sket. Så kommer de to blomster til live.
Blomsterbladene åbnes og blomsterne springer i blomst. I blomsterkronerne sidder et lille væsen.
“Dette er Neols børn”, siger Kerana. ”De er nu jeres ansvar, pas godt på dem.”
De to små væsner hopper i favnen på deres ny mødre og giver dem et knus.
“Tag ud i Verden og find flere, der kan tage sig af Neols efterkommere”, sagde Kerana. ”Jeg skal vise jer hvordan man nemt kan rejse mellem Jeres verden og denne.”

Og således begyndte det. De to piger rejste frem og tilbage mellem GuppyIsland og deres hjem i mange år. De inviterede andre piger til at komme og tage sig af de små væsner, som de kaldte for Guppyer. Efterhånden som der kom flere piger til, kom der også flere Guppyer til.

Medmindre andet er angivet, er indholdet af denne side licenseret under Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 License